Hjermitslevgårds historie - Østerhjermitslev

Gå til indhold

Hoved menu:

Hjermitslevgårds historie

Hjermitslevgaards historie - Et rids


Hvornår dukker Hjermitslevgaard op? Det er et godt spørgsmål. Navnet Hjermitslev - som Brønderslev - har endelsen '-lev' og så er vi tilbage i folkevandringstiden, altså mellem 200 og 500 efter Kristus. Så langt er vi på sikker grund. Der skal arkæologiske udgravninger til, for at se længere tilbage med sikkerhed, med der har i vært fald boet mennesker på stedet de sidste 1500 år. Hvad betyder Hjermitslev så? 'Lev' betyder 'overladt gods' dvs. gård, altså Hjarmers gård.
Efter folkevandringstiden kom vikingetiden. Allerede i Folkevandringstiden har der ligget en høvdingegård i Østre Hjermitslev, og vikingerne lagde normalt høvdingegården på samme sted som deres forfædre, og der lagde middelalderens herremænd også deres gård. Det er derfor sandsynligt, at hvis man graver det rigtige sted på Hjermitslevgaard vil man finde resterne af en gård fra jernalderen og en fra vikingetiden.

Det ældste vi kender til Hjermitslevgard et fundament fra det 11. eller 12. århundrede, altså den tidlige middelalder. Det er lidt før Tolstrup kirke, der har hørt til Hjermitslevgaard blev opført, sandsynligvis på ordre fra den ukendte herre til Hjermitslevgaard. Tolstrup er i øvrigt som bynavn nogle hundreder yngre end Hjermitslev.

På papir, eller rettere pergament, kender vi til Hjermetslevgaard fra det 13. årh. hvor adelslægten Vognsen, sad på gården. Det var en rig slægt, der havde mange hovedgårde i Vendsyssel, blandt andre Fuglsig ved Hjørring.

Men selvom Vognsen-slægten havde flere hovedgårde var Hjermitslevgaard deres sædegård dvs. en adelig hovedgård, hvor familien havde sit sæde altså boede før 1660.

Vognsen-slægten blev på Hjermitslevgaard frem til omk. 1540 (hvor gården solgtes til rentemester dvs., finansminister Enevold Kruse, der senere blev statholder dvs. vicekonge i Norge). Den sidste Vogsnen på gården var Morten Johansen Vogsnsen, der druknede i 1498 i sammen med sin svigerfar. Han var gift med Dorte Lunov fra Ålegård, og havde tre døtre - lidt af en katastrofe i de dage. Den ene af pigerne, Kirsten, forelskede sig i Claus Ditmarsk, der var borger i Aalborg og uadelig, så hun mistede sin arveret til Hjermitslev, der var adeligt gods. Anne Vogsnen blev gift med Svend Orning til Eget og endelig var der Mette Vognsen, der første gang giftede sig med Bagge Pallesen Griis.

Bagge Griis er en af de mere illustre skikkelser i gårdens historie. Han var biskop Stygge Krumpens lensmand på Klarupgaard og gennem giftemål, herre til Hjermitslevgaard. Hans skudsmål er elendigt. Han var lidt af en bondeplager, hvis vi skal tro legenden, og han havde stærke ejer følelser. Hvis man besøger vores gård ser man en række smukt udhuggede og slebne kvadersten i borggården. Ifølge historien kommer de fra Tolstrup Kirke, der som nævnt hørte under godset. Bagge Griis mente, at når kirken var hans, kunne han også skalte og valte med den efter forgodtbefindende. Så han ville genopføre det gamle tårn - større og flottere end før - og han begyndte at nedbryde Tolstrup kirke. Biskop Stygge Krumpen på Børglum blev ikke glad da han hørte om det, så han befalede nedbrydningen afsluttet, hvad Bagge Griis nødtvungen accepterede. Men han leverede ikke stenene tilbage, de ligge stadig på borggården.

Men der, hvor Bagge Griis var tæt på at gribe ind i Danmarkshistorien, var da Skipper Clement først nedbrændte hans gård Klarupgaard, og derefter Hjermitslevgaard i 1534. Griis blev sur - og det kan man vel ikke fortænke han i - og han besluttede sig for at slå Skipper Clement ihjel. Han fik aftalt et møde i Aalborg med det formål at slå Skipper Clement ihjel. Men skipperen havde anet uråd og bar et panser under sin vams, så da Bagge Griis ville støde en dolk i hans bryst mislykkedes det. I forvirringen flygtede Griis på en hest, men skomager Peder Beske ramte ham med en tagsten i baghovedet, og Bagge Griis døde i Hasseris Kjær nogle timer senere.

Mette Vognsen giftede sig senere med Jens Thomesen Dan, og de boede på Hjermitslevgaard. I følge legenden, var Jens Dan en dag ude i Vildmosen, og blev der opsporet af ulve. Han nåede at komme til Østre Hjermitslev, før ulvene indhentede ham. Da det så værst ud, blev han hjulpet af Gud og et bonde fra byen. Som tak for sin frelse gav han og Mette et par alterstager til Tolstrup Kirke. Hvis man besøger Toldstrup Kirke står der to alterstager med Vognsens og Dans våbenskjolde på altret, så i vært fald sidste del af historien er sand.

Selvom Mette Vogsnen havde børn med både Bagge Griis og Jens Dan døde hun barnløs, men nåede som ældgammel kone (over 80 år) at sælge Hjermitslevgaard til rigsråd Enevold Kruse. Det er usikkert om det var Enevold Kruse, der byggede stenhuset, eller om det var Mette Vognsen. Men byggeåret er et sted imellem 1540 og 1580 og dermed er huset det ældste beboelseshus, der er bevaret i sin oprindelige skikkelse nordenfjords. Der er andre huse, der er ældre, men de var klostre eller kirker, så der er tale om ombyggede sakralbygninger, og det er netop dét, der gør stenhuset så unikt; der er færde end 10 tilbage i Danmark af slagsen.

Var Bagge Griis illuster, var Enevold Kruse magtfuld. Kruse var medlem af Rigsrådet. Rigsrådet, der kun bestod af adelige, valgte kongen og foreskrev ham indholdet af hans håndfæstning. Der var omkring 30 medlemmer af dette råd, der var landets regering og adelens boldværk imod kongemagten. Kongen kunne fx. ikke udskrive skatter uden Rigsrådets samtykke. Enevold Kruse var altså rigsråd, og en af de vigtigste, da han var dét, der i dag svarer til finansminister. Senere blev han endnu mægtigere, nummer et efter kongen, da han blev statholder i Norge.

Enevold kruse var gift med Else Marsvin, Ellen Marsvin til Tjeles søster. De to skulle have opført mindst to huse i borggården, i to etager, med tårne og spir, men i bindingsværk, noget i retning af Holmegård gods på Sydsjælland.

En af Enevold Kruses 10 børn, sønnen Jørgen arvede Hjermitslevgaard, og det var i hans tid at Svenskerne 3 gange erobrede Jylland, og det var det, der ødelagde hans økonomi. Dengang levede besættelsestropper af landet dvs. af plyndringer. Jeg tror altså ikke på den historie, der siger at økonomien blev ødelagt at forsøg på at lave guld, som hans svigersøn, Valdemar Daa gjorde det - jvf. H. C. Andersens historie: 'Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans døtre'.

Under krigen 1627-29 var Hjermitslevgaard og Tolstrup sogn udlagt til underhold for den svenske stab i Vendsyssel. Oberstløjtnant von Hatzfeldt, havde hovedkvarter på Hjermitslevgaard. Jørgen Kruse stak til søs med sine skibe og gav Vendelboerne besked på ikke at ejse sig før de fik besked; det skete så i foråret 1628. Obersten havde i øvrigt to jagtleoparder med og dem efterlod han, da de forlod landet. De to leoparder vagte naturligvis angst i Vendsyssel. Een blev fundet i frosset ihjel i Hammelmose i 1630, og Jørgen Kruse skød den anden i Dronninglund Skov året efter. Men krigen ødelagde det økonomiske grundlag for gården, og da den var kommet nogenlunde til kræfter i 1650erne kom Svenskerne igen i 1657-60. Nok til at ødelægge enhver bedrift Og Jørgen Kruse måtte sælge Hjermitslevgaard i 1662, da kreditorene kastede sig over ham bl.a. præsten ved Toldstrup og forskellige købmænd i Aalborg.

Kruse solgte til Otto Pogwisch og Niels Juul, som Pogwisch købte ud. Men Pogwisch blev ikke længe på Hjermitslevgaard. I 1666 mageskiftede han med kongen. Pogwisch tog sig ikke videre af gården; og den forfaldt i en sådan grad at man ikke kunne ride over vindebroen uden fare for livet. Spirene på husene var forfaldne, vinduerne ødelagt, lofterne mangler. Det er som at læse om gårde i dag, når man ser på de gamle brandtaxationer.

Gården havde dengang stadig sit oprindelige grundrids; fire fløje omkring borggården og fire fløje omkring avlsgården. Dertil kom teglværket fra 1650 som bestod frem til 1880'erne.

Kongen beholdt ikke gården længe; Christian V. solgte gården til Nokolaj Bennich, fra Kolding, der var gift med Else Magrethe Moth - og her ringer der måske en klokke... Moth... var der ikke noget med en kongelig elskerinde?? Jo, Else var søster til Sophie Amalie Moth, kongens elskerinde. For sine tjenester under kronen.. blev hun gjort til grevinde af Samsø, og hendes efterkommere er greverne af Danneskjold-Samsø. Tilbage til Nikolaj. Han havde lidt svært ved at vende sig til sin status som kongens "svoger" og det endte med at han blev sendt til Hjermitslev for under livsstraf at blive der resten af sit liv. Han kunne ikke leve der i længden, og flygtede til Hamburg og blev i 1674 dømt fra liv og ære. Han døde i Tyskland 1677, og hans kone solgte Hjermitslevgaard, der ad omveje kom i hænderne på heksejægeren Jørgen Arenfeldt til Rougaard. En ubehagelig sadist. Heldigvis er han hurtigt ude af Hjermitslevgaards saga. 1681 blev Hjermitslevgaard købt af Otto Skel til Birkelse, der samlede gods for at kunne oprette et stamhus. Dermed blev Hjermitslevgaard under stamhuset Birkelse frem til 1918. I år 1800 var der 1215 tdl land ager og eng ved gården samt 257 tdr. ld. overdrev, altså en pæn størrelse.

Herregården blev - som følge af lensafløsningen - i 1918 solgt til J. P. Petersen, og gården havde da 590 tdl. land tilbage, der succesivt blev udstykket. J. P. Petersen overdrog gården til sin datter og svigersøn, Edith og Jens Konnerup, i 1935. Hjermitslevgårde blev i 1959 solgt til Valdemar og Olga Petersen, og var da kun på 93 ha. Købssummen var 265.000.- kr. Fra 1988 til 2000 blev gården ejet af Carl Szabad, der, der frasolgte det meste af den resterende jord, således at der ved salget i 2000 kun var 15 tdl. land tilbage. Siden 2000 er Jean Monnet Professor, dr. phil. Søren Dosenrode ejer af Hjermitslevgård Hovedgård.

 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu